COOKIE REGLER
Cookies er vigtige for os at optimere vores hjemmeside. De indsamler generelle brugerstatistik og gemmer information, som gør, at vi kan tilbyde funktioner som bilsammenligning. Disse cookies gemmer ikke dine personlige data. Du kan læse mere om cookie på siden om datasikkerhed.

10-04-2019

Ford er blandt de tre bedst sælgende bilmærker

Mærket med den blå oval i front er også med helt i front, når det gælder det øjeblikkelige bilsalg i Danmark. I årets første kvartal indtager Ford således en tredjeplads med et samlet salg på 6135 modeller. Det svarer til en fremgang på næsten 12 procent i forhold til samme periode sidste år.

Det er især den nye Ford Focus, som er med til at hive salgstallene op på et niveau, der ligger præcis 11,9 procent over første kvartal i 2018. 

At den fine c-segment-bil blev kåret til Årets Bil i Danmark 2019 i januar har helt sikkert øget interessen, og der er samlet solgt 1282 Ford Focus-modeller fra 1. januar til 31. marts 2019. Det svarer til en stigning på 110,9 procent.

Den næstmest solgte bil fra Ford er den succesfulde Ford Transit Custom, der bare bliver ved med  at ligge i top inden for varebilerne.

Varebil blandt topsælgerne

Med 1232 solgte eksemplarer ligger Ford Transit Custom på 15. pladsen over de bedst sælgende modeller - og den klarer sig lige nu næsten 41 procent bedre end i 2018.

Ford Fiesta er den tredje Ford-model på listen over de 20 bedst sælgende modeller i 2019's første kvartal. Den er solgt i 1145 styk.

Samlet har Ford sat nummerplader på 6135 biler i årets tre første måneder, hvilket svarer til en markedsandel på otte procent. Dermed henvises konkurrenterne Toyota og Citroën til henholdsvis fjerde- og femtepladsen.

Klar bedring i salget

Førstepladsen på salgshitlisten indtages af tyske Volkswagen mens Peugeot er nummer to. De har solgt henholdsvis 10.082 og 7370 eksemplarer.

Det samlede bilsalg for årets indledende kvartal viser en bedring i salget på 16 procent i forhold til samme kvartal 2018.

Dermed tyder meget på, at 2019 kan gå hen og blive et rekordår efter et par år, hvor salget har manglet et par procent i forhold til det foregående år.

Kilde: Bilstatistik.dk



Nyheder og events